Throwback Thursday: Part XIII

I dag kan jeg heldigvis skrive at jeg er ude af misbruget, så meget man nu kan være det når man er misbruger.

En gammel kending

– Udgivet første gang d. 22. oktober 2009 på xlguide.dk

Først vil jeg gerne sige tak til alle de søde kommentarer, der kom til mit forrige indlæg. I har ingen anelse om hvor meget det betyder for lille mig 😉 Rart med et lille skub. Faktisk har jeg slet ikke rørt min forbudte last, siden mit sidste indlæg. Det skulle åbenbart, bare ud af systemet…

Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket, men nogle af mine indlæg er slet ikke blevet uploaded. Undrede mig over der ikke var nogen kommentarer til dem :oP

Jeg er gået lidt død i mine skriverier. Nok mest fordi der ligger mig en masse personligt på sinde, som jeg ikke mener jeg kan ligge herud. Som nogen af jer måske ved, så er der flere af mine familiemedlemmer der læser bloggen, og dem har jeg jo ingen intentioner om at blande ind i min blog. Det er ikke mit valg, hvis i spørger mig.

Så for at få noget inspiration, tænkte jeg på at oprette en mail til forespørgsler fra jer. Det er såKathrineXLguide@live.dk Kom endelig med idéer, ris og ros. Jeg kan tåle det ;o)

Her på det sidste har jeg gået og filosoferet over hvor alene vi i virkeligheden er i livet. Altså… Selvfølgelig har vi familie og venner (eller i hvert fald forhåbentlig!), men det gør os jo ikke sikrer af den grund. Måske tværtimod. For vi kan miste det vi holder kær.

Men det er nok ikke det jeg tænker på. Jeg tænker på hvor svært det er at formidle ens inderste til andre. At dele hvem man er. Jeg har en meget god veninde, der har fulgt med i mine skriblerier herinde, og hun om nogen burde kende mig (Hun er i øvrigt udd. terapeut 😉 ) Alligevel blev hun enormt stødt over mit indlæg om at køre i bus som XL´er. Hun mente ikke man kunne opfører sig sådan over for andre mennesker. I bund og grund misforstod hun alt det, jeg havde skrevet. Selvfølgelig gør jeg plads til folk, hvis bussen bliver lidt småfyldt. Og jeg rejser mig også op for gamle mennesker og gravide. Det jeg prøvede at formidle, var den følelse jeg sad med i bussen. Dette var bare et eksempel. Vi bliver alle misforstået. Dagligt! Vi har alle forskellige definitioner af de samme ord. Og derfor forskellige syn på den samme oplevelse.

Jeg tænker at dette måske er grunden til hele det dating marked, der er opstået de sidste 10 år. Vi higer alle efter at blive set og forstået. Vi ønsker at dele os selv og ha´ en tilskuer til vores liv. Men hvad gør vi så, når det går op for os, at vores partner måske alligevel ikke forstår os så godt som vi ønsker?

Personligt er jeg stået helt af på det der dating-ræs. Jeg syntes virkelig det er unødvendigt og spild af min tid. Jeg ønsker da en “tilskuer” til mit liv, og en af dele mine tanker med. Men jeg tror bare ikke det er vejen. Jeg har nogle fantastiske venner og veninder der gider lægge øre til alt min mundgylde, og jeg har også nogle få individer der drager omsorg om mig, i min hverdag. Men i sidste ende er jeg alligevel alene med mine tanker, ønsker og hemmeligheder.

Advertisements

Throwback Thursday: Part XII

Uh, det er endnu engang et af de indlæg jeg har svært ved at læse. Hvis der er én ting her i livet jeg ikke er stolt af, må det være mit misbrug. Jeg kan dog heldigvis skrive at jeg i dag er ude af misbruget, så meget man nu kan være det når man er misbruger.

En gammel kending

– Udgivet første gang d. 22. oktober 2009 på xlguide.dk

Jeg har lidt dårlig samvittighed over jeg ikke har skrevet længe. I starten undskyldte jeg det over for mig selv, med tankerne på de mange lektier og nye mennesker, der er kommet ind i mit liv. Det er da også en del af sandheden. Men… Jeg har mødt en gammel kending: Hash.

Jeg havde besluttet mig for ikke at opsøge “den slags mennesker” i min nye klasse. Jeg ville ikke lægge vægt på min kærlighed til det forbudte stof, og jeg ville snakke om mit misbrug i datid. Det virkede også fantastisk godt i starten. Efter halvanden måned, uden nogen kender til min misbrugshistorie, sidder vi så en fredag hjemme hos mig – et par stykker fra klassen. Vi hyggede gevaldigt, og snakken faldt til sidst på, hvad man har indtaget af forskellige rusmidler. Så går det op for os, at alle 5-7 stykker til stede, ryger min. et par gange om måneden. Så var der ellers lukket op for sluserne.

Jeg har så røget kraftigt de sidste 2-3 uger. Overraskende nok kan jeg stadig passe mit liv. Lektierne bliver lavet. Opgaverne bliver afleveret. Morgen kaffen bliver drukket inden jeg kommer i skole til tiden. Men selv om jeg stadig kan passe alle de ting jeg bør, så mangler der alligevel noget. For jeg orker ikke rigtig mennesker. Jeg syntes virkelig det er svært at holde fast i sig selv, og ikke bare tilpasse sig den rolle man nu engang får tildelt i klassen. Det er virkelig gået op for mig, hvor dejlige venner jeg har, som bare accepterer mig som jeg er, og ikke prøver at lave om på mig og mine holdninger.

I øjeblikket har jeg svært ved at relaterer til mennesker. Jeg forstår ikke den der 7. klasses mentalitet til at dele sig op og bagtale den anden gruppe. Jeg har været velsignet med mennesker der syntes jeg er dejlig og/eller interessant, og som ønsker mig det bedste. Sådan har det været siden jeg gik ud af folkeskolen i 2002. Nu bliver jeg angrebet fra alle sider og bliver presset til at forsvare mig – hvilket jeg hader. Jeg har ikke lyst til at forsvare hvem jeg er og hvad jeg tror på. For sådan er det bare! Men det er vel hvad man kan forvente, når man går i en klasse på 25 og de 15 af dem ikke er fyldt 21.

Det er vel egentlig ikke så vigtigt, som resultatet af det er. For min reaktion på blå stue er at ryge usikkerheden væk. For jeg kender konsekvenserne af mit misbrug. Ikke konsekvenserne af at være tilbage i skole.