Et positivt forsøg: Del I

Dagens tre ting jeg er taknemmelig for:

1. Min dejlige kæreste, der giver mig plads til at udvikle og reparere mig selv.

2. Mine skønne hunde, der får mig til at grine hver evig eneste dag.

3. Mine vidunderlige venner. Tænk at de stadig holder ved skøre mig. ❤

 

Positive 1

 

Dagens positive episode:

Jeg har i dag været ude og besøge en god veninde, lad os kalde hende Tante C. Hun er en af de eneste veninder jeg har, som har produceret børn. Jeg havde på forhånd forhørt mig om ungernes forhold til hunde, og spurgt om jeg måtte tage Balder med. Han har aldrig rigtig været i nærheden af børn, så jeg syntes jeg ville benytte muligheden for at se hans reaktioner blandt de små. Det så hun intet problem i, så ham tog jeg da med.
Og hold nu op en succes det var! Han blev udsat for bange børn (hvilket de hurtigt kom sig over), skrigende børn, nysgerrige børn, krævende børn og børn der kastede en bold lige i hovedet på ham (det er nemt at tro at hunde griber alle bolde der bliver kastet efter dem, når man stadig har en alder hvor man sover til middag!) og han tog det i stiv arm. Jeg er bare så stolt af min lille vaps. Han knurrede ikke en eneste gang, han gøede ikke og han snappede ikke efter nogen når det hele blev for overvældende. Næh, han krøb da bare op i skødet på mig, så kunne jeg vel tage mig af det. 😀
Så snart vi kom hjem, kravlede han træt op af trappen, op i sengen og lagde sig til at sove under dynen. Det var noget af en oplevelse for alle mand. Balder blev totalt stimuleret, det gjorde jeg egentlig også – og ungerne lærte noget om fremmede/nye hunde. Jeg syntes godt jeg kan gå i seng, med følelsen af at dagen har været en sejer.

Advertisements

Throwback Thursday: Part VIII

Jeg har virkelig overvejet om hvorvidt jeg skulle udgive dette blog indlæg eller ej. Så derfor skal i have lov til at læse blog indlægget først og høre mine kommentarer bagefter.

Hunde hysteri!

– Udgivet første gang d. 12. august 2009 på xlguide.dk

Jeg er ved at kaste op over det (medie) hysteri der er omkring kamphunde i øjeblikket! Helt ærligt, er jeg selv utryg ved kræene, men det er fordi jeg selv har en hidsig lille “rottekøter” og jeg er bange for at han en dag skubber dem for langt ud, så de knækker nakken på ham. Mine to hunde, Freya og Balder, er de mest elskelige hunde jeg nogensinde har ejet – og jeg har haft et par stykker. Er opvokset med dem på gården på Bornholm. Mine forældre har haft alle slags racer. Fra Jack Russell Terrier og Gravhund til Schæferhund og Sct. Bernhard.

Freya er en 4 årig, lys, Labrador Retriever – Formel 1 og Balder er noget af et gadekryds på knap 10 mdr. Men der er lidt “Paris Hilton” hund over ham.

Freya, 4 år

Freya, 4 år

Balder, 1 år

Balder, 1 år

Freya har der aldrig og kommer heller ikke til, at være problemer med. Du kan hoppe rundt på hendes hoved og hun ville undskyldende slikke dine hænder (Ikke fordi jeg har afprøvet det, meeeen…) Balder derimod. Han er en vaske ægte terrorist. Han gør af alt. Jeg bilder mig ind at det er fordi han er lille, ikke er særlig gammel og at jeg nok skal få det ud af ham. Nu er vi lige flyttet til Albertslund, 5 min. fra en fantastisk hundeskov. Min tanke var, at nu var der endelig mulighed og plads for at træne ham. Og jeg har endnu ikke haft problemer med ham i skoven, hvor han ikke har snor på. Men her kommer så mit problem. For når vi møder kamp/muskel hunde, i snor, går han helt grassat! Og jeg mener virkelig grassat.

Forleden mødte vi Rex, en stor kamphund. Freya og Rex kom rigtig godt ud af det med hinanden. Lidt som at se på et par hvalpe der tumler rundt. Men Balder. Han gik direkte til angreb på struben af Rex. Jeg stod og snakkede med ejeren i 15 min. og Balder, som var i snor, var ved at kvæle sig selv i bare iver for at tæve den mindst 50kg større hund. Jeg nægtede at ta´ ham op for at berolige ham, da jeg tror det er som at skyde sig selv i foden, i sidste ende. Jeg tror at det bare gør ham mere aggressiv og asocial. Han er nød til at finde ud af at han er den lille. Ejeren tog det hele med en fantastisk ro. Han holdte bare godt fat i snoren og stod med begge fødder solidt plantet i græsset. Jeg gjorde så det samme.

Men jeg kan sgu godt forstå de hunde der bider fra sig, når de bliver angrebet på den måde som Balder gjorde. Ikke fordi jeg ikke ville gå amok, hvis der skete ham noget – for det ville jeg. Men i sidste ende vil det, i dette tilfælde, være min egen skyld da jeg ikke kan kontrollere min hund. Men hvad gør jeg? Jeg er bange for at slippe ham løs i skoven hvis han nu skulle eksplodere, men jeg kan ikke se hvordan jeg skal lære ham at opfører sig ordentligt blandt andre hunde, hvis han ikke får lov at være sammen med dem på lige vilkår – og her tænker jeg mest på snoren.

Jeg er jo ikke helt ansvarsløs, så jeg er i gang med at finde et ordentligt lydighedskursus til ham. Jeg syntes bare det er en jungle af informationer og værre endnu, mangel på samme. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det. Jeg vil hellere bruge en time ekstra på transport, hvis vi kan få os en ordentlig træner. Men hvordan bedømmer man det, når man ikke har oplevet dem? Jeg mener, skal jeg virkelig bruge mellem 500kr og 1000kr pr. hold indtil jeg finder det rigtige? Det har jeg simpelthen ikke råd til på min su.

Og her når vi så endelig til det jeg ville snakke om! ;o) Indfør hundekørekort med obligatorisk hvalpe træning, samt opfølgende “chek-ups”/eksamen – om man har opretholdt en hvis standart – en gang om året! Det ville gøre mit liv så meget nemmere. Og jeg tror at hele den her “kamphunds problematik” lige pludselig ville være ikke eksisterende. Den økonomiske side af sagen skulle selvfølgelig falde på hundeejeren. Er man gammel nok til at få hund, er man også gammel nok til at betale for dem. Og så skal folk simpelthen ha´ et fysisk hundekørekort, som skal medtages hver gang man forlader hjemmet med hunden. Så når politiet stopper en i et rutinetjek, kunne de fjerne de “ulovlige/ikke registrerede” hunde og gi´ dem chancen hos en anden familie!

Til sidst har jeg lige et enkelt spørgsmål til jer. Hvad er definitionen af en kamphund? Folk har mange meninger og i dagens anledning vil jeg gerne høre jeres! For jeg er efterhånden godt forvirret ;o)

Kommentar:

Jeg syntes det er værd at bemærke at den omtalte hund (Rex) senere hen har overfaldet adskillige hunde i området, bl.a. en lille hvalp. Det var et vidunder at Balder ikke fik provokeret ham til angreb.
Jeg har mange holdninger til både muskelhunde og hundeloven, jeg mener dog ikke det er en diskussion værd. Der er sådan lidt små religiøse holdninger, når det kommer til vores firbenede venner.

Min måde at håndtere situationen på var totalt forkastelig. Balder er blevet en utrolig utryg hund, der efterhånden er blevet overfaldet 20-30 gange af muskelhunde, mastiffer, golden retrievere og labradorer. Jeg kan ikke længere have ham uden snor for han er i forsvars position med  det samme han ser en hanhund af den “forkerte” race. Han kan virkelig ikke udstå labrador og golden retriever. Jeg ville ønske jeg havde været en mere erfaren hundeejer, men må ta til takke med at vide at Balder elsker sin flok og han gerne leger, når vi møder de “rigtige” hunde.

Freya

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte henne.

Jeg er ked af det. Sådan rigtig ked af det. Jeg har aldrig i mit liv mærket sådan et afsavn og det er på trods af at min mor, tre søskende og to små niecer bor på den anden side af kloden, i Mexico.

I fredags var jeg nød til at aflive min elskede labrador Freya.

Freya og hendes yndlings legetøj

Freya og hendes yndlings legetøj

Hun var en engel. En ren drøm. Den bedste første gangs hund man kunne ønske sig. Jeg har hørt flere mennesker sige at de ikke rigtig bryder sig om labradorer, fordi de ikke har personlighed og bare vil please. De havde ikke oplevet Freya. Hun var en eventyrer der altid fulgte sit hjerte – gerne ind i et obskurt hjørne i skoven, hvor jeg ikke havde en chance for at komme frem.

Freya kom pludselig ind i mit liv i august 2008. Hendes daværende ejer gav hende ikke meget opmærksomhed efter han havde fundet sig en ny kæreste (og dennes hund). Ejerens ekskæreste havde været hjemme hos ham for at sige hej til Freya. Hunden havde (endnu engang) været alene i halvandet døgn, uden mad og tisseture. Dette kunne ekskæreste ikke have sidende på sig, så hun tog Freya med sig hjem, med ejerens tilladelse. Hun boede desværre i en lejlighed hvor man ikke måtte have hund. Hun faldt så i snak med min veninde Rebse i elevatoren og spurgte hende, om hun kendte nogen der kunne give Freya et godt hjem. Rebse tænkte med det samme på mig (nok fordi jeg havde snakket om at anskaffe mig en hund) og fik en gåtur i stand med mig og Freya.

Freya 2 år gammel

Freya 2 år gammel

Jeg ville ønske jeg kunne sige det var kærlighed ved første blik, men det ville være løgn. Freya var meget sky og ønskede ikke selskab. Det var tydeligt at hun var vandt til at være alene. Her var hun halvandet år gammel.

Efter at have lånt hende i dagtimerne i en weekend blev jeg enig med mig selv om at Freya skulle have en chance for et nyt liv.  Så hun flyttede ind hos mig, på prøve. Jeg husker ikke hvornår prøvetiden var overstået men jeg ved i hvert fald at hun blev min faste følgesvend. Vi har været sammen stort set hver dag lige siden.

I starten var det kun hende og jeg, men senere kom Balder også ind i vores lille flok.

Freya og baby Balder

Freya og baby Balder

Freya var så omstillings villig som jeg aldrig er stødt ind i før eller siden. Jeg havde hende bl.a. med til Mexico i et halvt år. Flyveturen var piece of cake for hende, fragt mændende (jeg nægter at kalde dem for bagage kastere i forbindelse med min hund!) måtte forundret fortælle mig hvor rolig hun havde været i transporten.

Desværre har Freya været syg siden jeg fik hende. For det meste var det mave- og øre- problemer, hun har aldrig haft et helt år uden en tur til dyrlægen. Jeg undersøgte senere den kennel hun kom fra og fandt hurtigt ud af, at det var en hvalpefabrik med 5-7 forkellige racer i “hjemmet”. Så jeg har altid vist at Freya kun var til låns. Jeg havde dog håbet på et par år mere.

Freya som 7 årig

Freya som 7 årig

2. juledag 2013 skete det jeg havde frygtet. Freya blev lam i den ene side. Hun kom til dyrlægen som mente der var sket et eller andet i hjernen, hvad kunne hun dog ikke sige. Freya fik noget medicin og fik det hurtigt godt igen. En måned senere skete det samme igen. 14 dage senere skete det så igen, dog ikke så voldsomt. Denne gang blev hun dog aldrig god på benene igen.

Den første måned kaldte vi hende kærligt for retardo. Hun havde en funktionel krop men hjernen havde en tendens til at gå i stå. Det var til at leve med, så længe hun ikke led. Hendes næst sidste tilbagefald var omvendt. Hun havde fået sin skarpe hjerne igen men kroppen lystrede hende simpelthen ikke. Og uanset hvor mange piller hun fik, blev hendes tilstand ikke bedre. På et døgn mistede hun stort set alt sin muskelmasse. Det viste sig at hun var stoppet med at optage sin mad, den røg bare igennem hende. Der tog jeg beslutningen om at nu blev smerten for stor for hende. Hos dyrlægen fik vi vejet hende og kom frem til at hun havde tabt 7 kg, det meste var muskler, på tre måneder. Dyrlægen mente at det var en hjernesvulst der lukkede af for hendes forkellige kropsfunktioner.

Fredag eftermiddag d. 28. marts kl lidt i tre, sov hun stille ind på dyrlægens gulv i Brøndby. Det sidste hun opfattede var min og señor kærestes tilstedeværelse. Hun blev nusset og kysset ind i døden. Hun er det bedste og dejligste kæledyr jeg nogensinde har haft. Hun har reddet mig fra både sindssyge og selvmord. Hun var en ener og jeg vil altid savne hende. Hun var højt elsket.

Det sidste billede jeg har af Freya. Det blev taget dagen før hun blev aflivet.

Det sidste billede jeg har af Freya. Det blev taget dagen før hun blev aflivet. Her er hun sammen med Balder, der aldrig veg fra hendes side. Heller ikke de sidste dage.

Så har foråret for alvor ramt mig

Jeg haft en af de sjældne, helt perfekte, morgener. En af de dage hvor det er lykkedes at komme 5 minutter tidligere ud af døren end planlagt. Jeg fik oven i købet både nået et langt bad, sætte hår, orden make up og et dejligt morgenmåltid.
Jeg fik et ordentlig kompliment på vej til bussen, der næsten fik mig til at rødme. Og bus og tog passede bare perfekt sammen og folk var søde, smilende og venlige i den offentlige trafik – det er ellers en sjældenhed.
Selv om vejret er ret gråt i dag, føler jeg at jeg sidder midt i årets første solstråle. Jeg har lyst til at “lave noget”. De sidste par dage har jeg fået bagt, lavet pandekager, vasket op (hvilket efterhånden er blevet en sjældenhed), gjort rent og ryttet op på computeren.
Og så nyder jeg “de sidste dage” med Freya, min labrador. Hun har haft et par tilbagefald i sin sygdom (hjernen spiller pus med hendes krop), dog er hun endnu engang er i bedring. Jeg er oprigtigt bekymret for om hun står til en aflivning i den nærmeste fremtid. I starten var jeg ulykkelig, nu har jeg så småt forliget mig med tanken. Jeg ser virkelig ikke frem til den dag det bliver en nødvendighed at aflive hende, men jeg formår at værdsætte den tid jeg har tilbage med hende. Nyder de små øjeblikke. Og det har måske smittet af på resten af mit liv. Jeg er begyndt at “leve” på en helt anden måde end jeg plejer. Det er ret afslappende ❤

Blomstring