Status: Livet med PCOS

Jeg har det sidste halve år spist LCHF. Før det spiste jeg kiss-kost og tabte mig 20 kg. Det var dog utroligt hårdt arbejde og min psyke var ikke i top. Derfor besluttede jeg mig for at prøve LCHF i stedet. Det skulle jo også være godt for insulinniveauet, hvilket jo er mit primære problem.

Jeg lovede mig selv et halvt år eller ti ekstra kilo på kroppen, til at afprøve om jeg kunne få det til at fungere. Jeg må med ærgrelse i stemmen sige at et halvt år OG ti kilo senere fungerer det ikke for mig. Jeg har aldrig haft det bedre psykisk, men hvad nytter det hvis jeg slår mig selv ihjel i processen?

Jeg har de sidste 14 dage gået og debatteret med mig selv om det virkelig ikke kan lade sig gøre at spise LCHF. For jeg syntes simpelthen at det er SÅ lækkert at spise fedt, jeg har det fantastisk og det smager vidunderligt. Det bedste ved LCHF er at jeg ikke behøver at spise hver tredje time og jeg faktisk godt kan føle sult uden at være fuldkommen drænet for energi. Men det er en skræmmende udvikling at tage ti kilo på så hurtigt.

Gode råvarer

Gode råvarer jeg ser frem til på kiss-kosten

Så nu har jeg besluttet mig at gå tilbage til kiss-kosten, dog med en del modificering. En af de (mange) ting jeg lærte på LCHF var de sunde, rene råvarer. Da jeg gik hos diætisten Hanne Juul, var hun ret begejstret for alt light hvis det ikke påvirkede blodsukkeret. Det sidste halve år har jeg fundet ud af at kosten er så meget mere end en vægtregulator. For jeg har nu prøvet at regulere mit humør med mad og det har jeg aldrig oplevet før. Så jeg vil fortsætte med uforarbejdede fødevarer og jeg vil holde mig fra ting som jeg ikke kan udtale. Jeg tror også jeg vil forsøge mig lidt med en fedtregulering og se hvad lidt ekstra fedt i kosten gør ved mig. Jeg overvejer at købe en Fitbit Flex for at holde øje med kostens påvirkning af min psyke og fysik.

Jeg er glad for at have nået sommerferien, for jeg tror ikke jeg kan holde øje med skole og mad på en gang. Så nu skal kosten have en skalle over de næste par måneder og så må vi se om jeg finde en balance igen 😀

Der er gode og dårlige ting ved begge kost typerne og jeg kommer helt sikkert til at savne mine fede oste, fløde og avokado i spandevis. Men jeg glæder mig nu alligevel til at kunne sætte tænderne i en gulerod og spise linser og bønner!