Bøgerne i 2014

Et af mine nytårsforsæt (som altid åbner linkene op i nye faner) var vist at få læst mere end det foregående år, og jeg må en vis stolthed i stemmen sige at det lykkedes. Jeg triplede mit oprindelige mål, der lød på en (ikke-skolerelateret) bog om måneden. Jeg kom op på 36 bøger i løbet af 2014, hvilke jeg fik læst kan du se her.

Jeg vil dog fremhæve et par enkelte, som virkelig påvirkede mig på den ene eller anden måde.

Årets bedste overraskelse må være En mand der hedder Ove, skrevet af Fredrik Backman. Jeg tror ikke jeg har grint så meget i min læsning, siden første gang jeg læste Kærlighed ved første hik – som jeg i øvrigt stadig genlæser med jævne mellemrum.

Årets største forventninger der blev indfriet er uden tvivl Lena Dunhams Not That Kind of Girl. Hun er blevet min nye helt i år. Hun er simpelthen så ærlig, at jeg ligner en løgner til sammenligning 😛 Hendes beskrivelse af hendes helt egen verden er lige i skabet. Hun fremstår underlig, skæv og seriøst psykisk syg – og alligevel formår hun at storme frem på karriere fronten. Hun er virkelig en inspiration. I øvrigt er hendes bog nok den flotteste jeg nogen sinde har stået med i hænderne. Virkelig en oplevelse værd.

Årets gensyn var Bjarne Reuters 7.a. Den var ikke så uhyggelig som jeg huskede, men stadig rimelig creepy.

Årets vigtigste læsning er uden tvivl Den hemmelige kok der er skrevet af Mats-Eric Nilsson. Interesserer man sig det mindste for hvad man putter i kroppen, burde man læse denne bog. Mats-Eric formår at gøre e-numre spændende og interessante. Han får hevet hele den her mærkelig verden ned i øjenhøjde, så man ren faktisk har en mulighed for at forstå hvad der foregår. Samtidig er hans sprog letlæselig og underholdene. Hvis jeg skule presse en bog ned over hovedet på dig ville det  blive denne.

Årets skuffelse må jeg desværre meddele (undskyld Señor kæreste!!) har været Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov der er skrevet af Carl-Johan Vallgren. Bogen er egentlig fint nok, den er smuk skrevet, har et udmærket plot – den ramte mig bare ikke. Og efter Señoren har snakket stolpe op og stolpe ned, om hvor fantastisk den var, så blev det altså bare en skuffelse. Jeg har dog planer om at give ham Carl-Johan en ekstra chance. Han formår jo alligevel at fastholde min opmærksomhed, så han kan da et eller andet.

Årets dårligste læseoplevelse er faktisk min sidste læste bog: Hvis det er af Helle Helle. Bogen er blevet rost til skyerne, og anmelderne har stået i kø for at smide stjerner og hjerter efter den. Den gør bare ikke noget for mig. Jeg syntes egentlig at hun aldrig kom frem til nogen brugbar pointe, og jeg kunne ikke gennemskue hvad hun ville med den her historie. Det er nok bare mig der ikke er smart nok, og jeg er sikker på at læser man historier for oplevelsens skyld og ikke indholdet er det en lækker bog. Jeg vil dog gerne have mere end sproget, til at give mig en hel og ordentlig læseoplevelse. Sådan er vi jo forskellige.

Til sidst vil jeg gerne sætte fokus på årets bedste læseoplevelse. Det er noget af en genganger for mig, men den vil altid have en hel speciel plads i mit hjerte: Watchers af Dean Koontz giver mig kuldegysninger og efterlader mig altid med et varmt hjerte. Den har i årevis været umulig at opdrive, og lige pludselig stod min far (også kaldet Daddy-o) på dørtærsklen med den i hånden – om jeg ikke liiige manglede den? JO, var svaret 😀

Bog-bytte-gaver: Part I

Dette indlæg har været længe undervejs. Der kom lige en fødselsdag, en Freya og en stor aflevering i vejen. Men nøj, hvor har jeg glædet mig til at dele dette indlæg med jer. Jeg syntes idéen er totalt fantastisk. Boghunden havde oprettet et gaveprojet. Det var vist ikke første gang hun havde oprettet dette bytte projekt, men første gang jeg var med. Idéen er grundlæggende at man bliver delt op i et makkerpar, der så skal vælge bøger til hinanden. Jeg var så velsignet at blivet parret op med Camilla. Vi byttede Goodreads info og gik ellers i gang med finde bøger til hinanden. Jeg havde hurtigt besluttet mig for at hun skulle have “The Talisman” og “Dystopia” da jeg syntes det er bøger alle burde læse. Absolut nogle af mine favoritter. Ved at rode lidt rundt på hendes goodreads fandt jeg dog hurtigt frem til at dem havde hun da læst. Faktisk de første 10-20 bøger jeg fandt frem til, var noget hun allerede havde læst. Det gjorde det hele lidt sjovere, for så skulle jeg jo virkelig på arbejde 😀 Til sidst fandt jeg frem til to bøger hun ikke havde læst, men havde vist en (indirekte) interesse for. Terry Brooks “The Sword of Shannara” og Brett Easton Ellis’ “Lunar Park“. Ironisk nok var jeg ikke klar over at “The Sword of Shannara” var den første i en triologi, så de næste to bliver jeg nød til at anskaffe selv 😛

The Sword of Shannara Cover

The Sword of Shannara Cover

Lunar Park Cover

Lunar Park Cove

Mine fine bog gaver

Mine fine bog gaver

Camilla sendte mig to bøger jeg aldrig selv havde opdaget: Neil Gaimans “Neverwhere” og Ursula Le Guins “The Earthsea Quartet“. Jeg glæder mig meget til at komme igang med dem begge. Da Camilla og jeg har så ens smag i bøger, og specielt fantasy, må dette være en fuldtræffer 😀