Top Ten Tuesday: Part I

Jeg er ved at løbe tør for indlæg til Throwback Thursday, så jeg har overvejet at lave Top Ten Tuesday i stedet. Jeg er blevet inspireret af Xenia’s Bogblog der hver tirsdag kommer med en liste af en art. Det er ikke altid hendes lister fanger mig, men dette indlæg pirrede alligevel min nysgerrighed. Så det vil jeg da kopiere 😀

Her kommer:

 

Top Ten Tuesday: Part I

10 bøger jeg vil læse over sommerferien

 

1. En mand der hedder Ove skrevet af Fredrik Backman. 

Denne bog har jeg længe ville læse, efter alle de fine anmeldelser jeg har set på diverse blogs. Så faldt jeg over den til 100 kr i føtex og der var kun dette eksemplar tilbage. Den kunne jeg jo så ikke lade stå, den så så ensom ud. 😛

2. Thief’s Magic skrevet af Trudy Canavan.

Jeg købte denne bog til Señor kæreste, men glæder mig selv til at sætte tænderne i den. Jeg absolut elsker Trudy Canavan!

3. The Silkworm skrevet af Robert Galbraith.

Nu er det jo ikke ligefrem en hemmelighed at Robert Galbraith er pseudonym for J.K. Rowling. Dette er toeren til The Cuckoo’s Calling som jeg var meget begejstret for. Den er forudbestilt for flere måneder siden, og jeg venter bare på at den dropper ind ad døren.

4. Hogwarts Library der består af Quidditch Through the Ages, Fantastic Beasts & Where to Find Them, The Tales of Beedle the Bard. Skrevet af J.K. Rowling.

Denne samling er en af mine fine fødselsdagsgaver og jeg glæder mig rigtig meget til at gå i gang med at læse dem. Og da det er en samling tæller de selvfølgelig kun som en af mine sommerbøger, det er jo klart. 😉

5. 7.a skrevet af Bjarne Reuter.

Jeg havde i en længere periode gået og tænkt på denne bog. Jeg husker den som noget af det mest uhyggelige jeg nogensinde har læst, men er ikke helt klar over om det er mit teenage jeg der taler. Da vi var på kræmmermarked faldt jeg over den til en hel tier. Den måtte jeg bare eje.

6. Neverwhere skrevet af Neil Gaiman.

Denne bog fik jeg tilsendt da jeg var med i bog-bytte-projektet. Jeg har aldrig læst noget af Gaiman, men jeg har set nogle af filmatiseringerne af hans bøger. Han må have en god fantasi og jeg glæder mig til at stifte bekendskab med ham.

7. Dinosaurens fjer skrevet af Sissel-Jo Gazan.

Denne bog er blevet anbefalet og udlånt af min gode veninde Banana. Jeg har faktisk ikke rigtig nogen idé om hvad bogen går ud på, men Banana har helt generelt god smag. Hvis hun anbefaler den, skal den da læses.

8. Opfindelsen af Hugo Cabret skrevet af Brian Selznick.

Da der var bogudsalg faldt jeg over denne bog. Den var bare så smuk at jeg bare måtte eje den. Det er godt nok en børnebog, men det skulle ikke være den første børnebog som jeg kan lide.

9. Talismanen skrevet af Stephen King & Peter Straub.

Dette må betegnes som værende en af mine absolut yndlings bøger. Så den skal genlæses engang imellem.

10. Det sorte hus skrevet af Stephen King & Peter Straub.

Denne bog er toeren til Talismanen. Også en af mine favoritter.

Bøgerne er skrevet i vilkårlig rækkefølge og er derfor alle nogle jeg brænder for at få læst. Jeg tror ikke at når dem alle over sommeren, men det er bøger der brænder (mentalt) på mine hylder. Jeg må se at få slukket for det fjernsyn og hevet en bog frem i stedet 😀