Throwback Thursday: Part XVII

Så er vi nået til det sidste blog indlæg i rækken. Det er også et af de indlæg som påvirkede mig mest i skrive processen.
Jeg er nu 30 år gammel og har været sammen med min skønne kæreste i snart tre år. Og jeg føler virkelig ikke jeg er gået på kompromis med noget. Hvor er det vidunderligt at man kan klikke med et menneske, på godt og ondt, på den måde.

Love is a Human Right?

– Udgivet første gang d. 1. maj 2010 på xlguide.dk

Jeg er lige blevet voldsomt provokeret af en reklame for Gay Pride Parade… Der stod at kærlighed var en menneskeret. Men er det nu også det? Misforstå mig endelig ikke, jeg er ikke homofob. Hvis humøret er der, er jeg selv til kvinder. Det som tænder mig af, er at sammenligne folks ret til mad og vand med kærlighed. Hvor er min kærlighed så? Hvis det er min menneskeret, vil jeg ha´ den nu! Og hvad med de mennesker der ikke har været så heldige, da der blev delt DNA ud? Dem som måske er fysisk og psykisk handikappede, og som ingen chance har? Folk der måske ikke har muligheden for at bevæge sig ud i samfundet og finde deres “eneste ene”… Hvordan ville de føle hvis de så den reklame?

Jeg syntes det er noget bullshit at fyre af. Jeg er godt klar over at arrangørerne ikke har ment det sådan, de mener bare at homoseksuelle OGSÅ har ret til at vise deres kærlighed. Men hvorfor så ikke skrive det? Jeg ved godt jeg overreagerer, men den tekst ramte altså noget i mig. For hvis det er en menneskeret så bliver jeg sgu godt snydt….

Jeg er blevet opfordret af flere til at skrive lidt om at date som en XL´er, og for at være helt ærlig er jeg sgu nok ikke den rigtige til jobbet. For jeg dater ikke. Har aldrig gjort det.

Første problem er mit selvhad. Ikke fordi jeg ikke kan holde mig selv ud, mere fordi jeg ikke kan se mine egne kvaliteter. Og hvordan kan man så date? Går dating ikke ud på at sælge sig selv? Altså metaforisk set ;O) Jeg har altid troet at den rigtige nok skal droppe ned fra himlen når jeg er parat til det. Når jeg mindst venter det.

Men efter mit 26. år som single, er jeg begyndt at tvivle stærk på det. Og det generer mig egentlig ikke det store længere. Jeg kan klare mig selv, og jeg har venner til at passe på mig og gi´ mig kærlighed. Jeg er godt klar over det ikke er det samme, men helt ærlig hvor længe skal jeg vente?

I starten troede jeg det var på grund af min størrelse, men den fase er jeg heldigvis kommet igennem. Jeg ser masser af overvægtige kvinder på gader og stræder, med en lækker mand ved deres side.

Så var jeg igennem Jeg-er-bare-grim-fasen. Indtil det gik op for mig at det heller ikke passede. Ja jeg er stor, og ja jeg kunne nok gøre mere ud af mit udseende for at passe ind, men alligevel har jeg en naturlig skønhed som flere misunder mig.

Så var jeg igennem Min-personlighed-er-alt-for-underlig-fasen. Men den holdt sgu heller ikke i længden. Hvis Peter Lundin kan score, så burde jeg også kunne.

Jeg er endt med at tro at kærlighed bare ikke er for mig. Ikke i dette liv. Jeg er simpelthen for kræsen. Det er ikke fordi jeg har en tjekliste for hvordan min partner skal være, men jeg vil ikke nøjes. Hvis kemien ikke er der, det lille ekstra der for mit hjerte til at gå i stå et øjeblik, så kan det være lige meget.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s