Throwback Thursday: Part XII

Uh, det er endnu engang et af de indlæg jeg har svært ved at læse. Hvis der er én ting her i livet jeg ikke er stolt af, må det være mit misbrug. Jeg kan dog heldigvis skrive at jeg i dag er ude af misbruget, så meget man nu kan være det når man er misbruger.

En gammel kending

– Udgivet første gang d. 22. oktober 2009 på xlguide.dk

Jeg har lidt dårlig samvittighed over jeg ikke har skrevet længe. I starten undskyldte jeg det over for mig selv, med tankerne på de mange lektier og nye mennesker, der er kommet ind i mit liv. Det er da også en del af sandheden. Men… Jeg har mødt en gammel kending: Hash.

Jeg havde besluttet mig for ikke at opsøge “den slags mennesker” i min nye klasse. Jeg ville ikke lægge vægt på min kærlighed til det forbudte stof, og jeg ville snakke om mit misbrug i datid. Det virkede også fantastisk godt i starten. Efter halvanden måned, uden nogen kender til min misbrugshistorie, sidder vi så en fredag hjemme hos mig – et par stykker fra klassen. Vi hyggede gevaldigt, og snakken faldt til sidst på, hvad man har indtaget af forskellige rusmidler. Så går det op for os, at alle 5-7 stykker til stede, ryger min. et par gange om måneden. Så var der ellers lukket op for sluserne.

Jeg har så røget kraftigt de sidste 2-3 uger. Overraskende nok kan jeg stadig passe mit liv. Lektierne bliver lavet. Opgaverne bliver afleveret. Morgen kaffen bliver drukket inden jeg kommer i skole til tiden. Men selv om jeg stadig kan passe alle de ting jeg bør, så mangler der alligevel noget. For jeg orker ikke rigtig mennesker. Jeg syntes virkelig det er svært at holde fast i sig selv, og ikke bare tilpasse sig den rolle man nu engang får tildelt i klassen. Det er virkelig gået op for mig, hvor dejlige venner jeg har, som bare accepterer mig som jeg er, og ikke prøver at lave om på mig og mine holdninger.

I øjeblikket har jeg svært ved at relaterer til mennesker. Jeg forstår ikke den der 7. klasses mentalitet til at dele sig op og bagtale den anden gruppe. Jeg har været velsignet med mennesker der syntes jeg er dejlig og/eller interessant, og som ønsker mig det bedste. Sådan har det været siden jeg gik ud af folkeskolen i 2002. Nu bliver jeg angrebet fra alle sider og bliver presset til at forsvare mig – hvilket jeg hader. Jeg har ikke lyst til at forsvare hvem jeg er og hvad jeg tror på. For sådan er det bare! Men det er vel hvad man kan forvente, når man går i en klasse på 25 og de 15 af dem ikke er fyldt 21.

Det er vel egentlig ikke så vigtigt, som resultatet af det er. For min reaktion på blå stue er at ryge usikkerheden væk. For jeg kender konsekvenserne af mit misbrug. Ikke konsekvenserne af at være tilbage i skole.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s