Freya

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte henne.

Jeg er ked af det. Sådan rigtig ked af det. Jeg har aldrig i mit liv mærket sådan et afsavn og det er på trods af at min mor, tre søskende og to små niecer bor på den anden side af kloden, i Mexico.

I fredags var jeg nød til at aflive min elskede labrador Freya.

Freya og hendes yndlings legetøj

Freya og hendes yndlings legetøj

Hun var en engel. En ren drøm. Den bedste første gangs hund man kunne ønske sig. Jeg har hørt flere mennesker sige at de ikke rigtig bryder sig om labradorer, fordi de ikke har personlighed og bare vil please. De havde ikke oplevet Freya. Hun var en eventyrer der altid fulgte sit hjerte – gerne ind i et obskurt hjørne i skoven, hvor jeg ikke havde en chance for at komme frem.

Freya kom pludselig ind i mit liv i august 2008. Hendes daværende ejer gav hende ikke meget opmærksomhed efter han havde fundet sig en ny kæreste (og dennes hund). Ejerens ekskæreste havde været hjemme hos ham for at sige hej til Freya. Hunden havde (endnu engang) været alene i halvandet døgn, uden mad og tisseture. Dette kunne ekskæreste ikke have sidende på sig, så hun tog Freya med sig hjem, med ejerens tilladelse. Hun boede desværre i en lejlighed hvor man ikke måtte have hund. Hun faldt så i snak med min veninde Rebse i elevatoren og spurgte hende, om hun kendte nogen der kunne give Freya et godt hjem. Rebse tænkte med det samme på mig (nok fordi jeg havde snakket om at anskaffe mig en hund) og fik en gåtur i stand med mig og Freya.

Freya 2 år gammel

Freya 2 år gammel

Jeg ville ønske jeg kunne sige det var kærlighed ved første blik, men det ville være løgn. Freya var meget sky og ønskede ikke selskab. Det var tydeligt at hun var vandt til at være alene. Her var hun halvandet år gammel.

Efter at have lånt hende i dagtimerne i en weekend blev jeg enig med mig selv om at Freya skulle have en chance for et nyt liv.  Så hun flyttede ind hos mig, på prøve. Jeg husker ikke hvornår prøvetiden var overstået men jeg ved i hvert fald at hun blev min faste følgesvend. Vi har været sammen stort set hver dag lige siden.

I starten var det kun hende og jeg, men senere kom Balder også ind i vores lille flok.

Freya og baby Balder

Freya og baby Balder

Freya var så omstillings villig som jeg aldrig er stødt ind i før eller siden. Jeg havde hende bl.a. med til Mexico i et halvt år. Flyveturen var piece of cake for hende, fragt mændende (jeg nægter at kalde dem for bagage kastere i forbindelse med min hund!) måtte forundret fortælle mig hvor rolig hun havde været i transporten.

Desværre har Freya været syg siden jeg fik hende. For det meste var det mave- og øre- problemer, hun har aldrig haft et helt år uden en tur til dyrlægen. Jeg undersøgte senere den kennel hun kom fra og fandt hurtigt ud af, at det var en hvalpefabrik med 5-7 forkellige racer i “hjemmet”. Så jeg har altid vist at Freya kun var til låns. Jeg havde dog håbet på et par år mere.

Freya som 7 årig

Freya som 7 årig

2. juledag 2013 skete det jeg havde frygtet. Freya blev lam i den ene side. Hun kom til dyrlægen som mente der var sket et eller andet i hjernen, hvad kunne hun dog ikke sige. Freya fik noget medicin og fik det hurtigt godt igen. En måned senere skete det samme igen. 14 dage senere skete det så igen, dog ikke så voldsomt. Denne gang blev hun dog aldrig god på benene igen.

Den første måned kaldte vi hende kærligt for retardo. Hun havde en funktionel krop men hjernen havde en tendens til at gå i stå. Det var til at leve med, så længe hun ikke led. Hendes næst sidste tilbagefald var omvendt. Hun havde fået sin skarpe hjerne igen men kroppen lystrede hende simpelthen ikke. Og uanset hvor mange piller hun fik, blev hendes tilstand ikke bedre. På et døgn mistede hun stort set alt sin muskelmasse. Det viste sig at hun var stoppet med at optage sin mad, den røg bare igennem hende. Der tog jeg beslutningen om at nu blev smerten for stor for hende. Hos dyrlægen fik vi vejet hende og kom frem til at hun havde tabt 7 kg, det meste var muskler, på tre måneder. Dyrlægen mente at det var en hjernesvulst der lukkede af for hendes forkellige kropsfunktioner.

Fredag eftermiddag d. 28. marts kl lidt i tre, sov hun stille ind på dyrlægens gulv i Brøndby. Det sidste hun opfattede var min og señor kærestes tilstedeværelse. Hun blev nusset og kysset ind i døden. Hun er det bedste og dejligste kæledyr jeg nogensinde har haft. Hun har reddet mig fra både sindssyge og selvmord. Hun var en ener og jeg vil altid savne hende. Hun var højt elsket.

Det sidste billede jeg har af Freya. Det blev taget dagen før hun blev aflivet.

Det sidste billede jeg har af Freya. Det blev taget dagen før hun blev aflivet. Her er hun sammen med Balder, der aldrig veg fra hendes side. Heller ikke de sidste dage.

Advertisements

4 thoughts on “Freya

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s